4,5 mio. kr. til nordjyske projekter, der kan skabe et godt landsbyliv nu og i fremtiden

Foto: Bjarke Rosenbeck.

10 lokale projekter får i dag positivt svar på deres ansøgninger om støtte til landsbylivet fra Indenrigs- og Boligministeriets Landdistriktspulje.

Projekterne er bl.a. beliggende i Thisted Kommune, Læsø Kommune og Hjørring Kommune. Tilsammen modtager de ca. 4,5 mio. kr. i støtte til projekter, der kan skabe et godt landsbyliv nu og i fremtiden.

I denne ansøgningsrunde støtter puljen projekter, der kan fastholde eller udvikle lokale kultur- og fritidstilbud, og som understøtter omstilling og udvikling af landsbyer og mindre bysamfund i landdistrikterne.

Bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad Bek:

”Det er vigtigt, at man i landsbyerne har mulighed for at styrke det lokale kultur- og fritidsliv, som igen spirer efter en lang periode med nedlukning. Det har stor betydning for danskernes livskvalitet at have gode, nære tilbud, som understøtter alle faser i livet, i alle egne af landet.”

Formand for Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen, Finn Jorsal:

”Vi har endnu en gang modtaget rigtigt mange gode projektforslag. Vi kan særligt se, at der er stort fokus på et aktivt fritidsliv med et mangfoldigt udbud. Det vidner om et dynamisk foreningsliv, som prioriterer at forny sig og har øje for lokale ønsker og behov.”

Landdistriktspuljen havde den 30. juni 2021 frist for ansøgninger om støtte til forsøgsprojekter. Bolig- og Planstyrelsen modtog i alt 99 ansøgninger, som ansøgte om i alt 50,4 mio. kr.

Eksempler på støttede projekter i Region Nordjylland:

  • ”Familiekultur som en del af det gode landsbyliv i Thy”. Projektets formål er at lave et kvalitetstilbud for børn og unge inden for det kulturelle område. I projektperioden vil ansøger stå for forskellige aktiviteter såsom månedens biograf, hvor centret arrangerer fællesspisninger for hele familien og en god film. Børnefilmklub 2-4 gange om året, hvor der før filmen arrangeres en professionel workshop om fx motion eller animationsværksted. Fredags-lounge/fredagscafe med efterfølgende film eller livestreaming fra koncerter. Småbørnsforældrebio med fælles brunch. Projektet har fået tilsagn om støtte for 290.000 kr.
  • ”SYDKLYNGEN – DE VILDESTE LANDSKABER I THY”. Projektet har til formål at udvikle en klynge mellem Boddum, Ydby og Doverodde samt oplandet i den gamle Sydthy Kommune. I projektet ansættes der en klyngekoordinator, som skal hjælpe med at gennemføre en udviklingsplan for klyngesamarbejdet, der inddrager interessenter, samarbejdspartnere og borgere. Projektet får tilsagn om støtte på 570.000 kr.
  • ”E-SPORT TIL POULSTRUPS BØRN OG UNGE”. Der søges om midler til etablering af en e-sportsafdeling, som skal have til huse i den lokale friskoles lokaler, hvor der bliver indrettet et e-sportslokale med faste computerstationer, spil, udstyr og DBU’s Gaming Arenaer, så det er muligt at deltage i DBU’s eFodboldturneringer. Projektet får tilsagn om støtte på 152.000 kr.

De 46 projekter kan ses her.

Kommentarer