Kultur

‘Lykkeposer til Læsefamilier’ på Jammerbugt Bibliotekerne

Eksempel på indholdet i én af de i alt otte forskellige temaposer. Her er temaet mad. Foto: Jammerbugt Bibliotekerne

Jammerbugtbibliotekerne tilbyder nu hjemlån af otte forskellige temaposer fra konceptet Læsefamilier. Formålet med poserne er at tage kampen op mod manglende nærvær i vores fragmenterede, moderne familieliv.

Læsefamilie-poserne er udviklet efter samme model, som kendes fra fx måltidskasser. Familierne får serveret en række unikke litterære, og andre, fælles oplevelser, parat og lige til at tage ud af posen – uden optøning. En form for familielykke i poser, der skal være med til at stjæle opmærksomheden tilbage fra alt det, der forstyrrer og komplicerer. Kodeordet er NÆRVÆR.

Målgruppen for tilbuddet er familier med børn på 10+ år, der i udgangspunktet antages at være læsende, og derfor er der ikke tale om ikke læsetræningsposer, men familiehyggeposer, der sætter fokus på læsning sammen.

– Det bedste har været det der med også nogle gange lige at komme lidt væk fra skærmen. At vi er lidt mere sociale sammen, så vi ikke alle sammen sidder inde i hver vores lokale med næsen nede i en telefon”, fortæller et barn i en familie, der har lånt bibliotekets læsefamilie-pose.

Poserne er udviklet i forbindelse med pilotprojektet ‘Læsefamilier’, der i 2018 blev testet af 75 nordjyske familier fra fire nordjyske kommuner.

Læsefamilie-poser udlånes på linje med andre af Jammerbugtbibliotekernes materialer

Kommentarer