Temadag på Gjøl kirkegård Grøn dag
Børn, blomster og bier omkring Gjøl Kirke. Til Grøn Dag den 19. maj flytter børn og natur ind på kirkegården.
Gjøl Kirke har i flere år været tilmeldt projekt Grøn kirke. Det kommer nu til at udmønte sig i en projektdag, onsdag den 19. maj fra 8.00 til 13.30. Projektet er en temadag i tæt samarbejde med Gjøl Skole og en række lokale kræfter.
Vi vil gerne fremme biodiversiteten på kirkegården og gøre den til et naturligt sted at komme for alle – og i dette tilfælde specielt for skolebørnene og deres familier.
Vi begynder dagen med at lave forskellige fuglekasser, gerne en pr. elev. Træet er savet til i forvejen af tre hjælpsomme pensionister, men eleverne skal selv samle kasserne med hammer og søm og lave indflyvnings hul og male under kyndig vejledning.
En fugleentusiast vil bistå og fortælle om fugle. Vi skal støbe fuglebade som skal stå rundt om på kirkegården til glæde for både fugle, insekter og pindsvin. Der skal sås solsikker og morgenfruer i potter. Hvert barn får udleveret en pose med blandede frø og tildelt et stykke jord, hvori de selv skal så og hertil lave et skilt med deres eget navn, ved at brænde det ind i et stykke træ. Resultatet skal gerne blive en meget lang og blomsterrig faunastribe.
Det er meningen, at eleverne senere skal komme på besøg og plante deres solsikker og morgenfruer i deres eget stykke jord. Vi skal også lave et stort insekthotel af gamle paller som stables oven på hinanden og fyldes med forskellige materialer, som blade, kviste, mos, kogler, hulmursten, siv og hvad vi ellers kan finde. Stablen afsluttes med et tag af tagpap.
Og så sætter vi reagensglas ind i de forskellige materialer, så de senere kan trækkes ud, og eleverne vil så forhåbentlig kunne følge med i insekternes cyklus.
Kan vi nå det, skal der plantes lavendler og sankthansurt som randbeplantning i det område, vi har udlagt til bistader, insekthotel og et fuglebad. Dagen sluttes af med, at biavler Lars Bo fortæller om bier og sætter bi-familier ind i vores to bistader. Det er vores mål at skolen vil vende tilbage og bruge det hele i undervisningen. Men også meget gerne, at børnene selv får lyst til at vende tilbage med familie og venner og vise deres og vores fælles projekt frem.
Kommentarer